
Kollegiet Sofiegården. Fotokreditering: Realdania
Realdania og den kommende Acceleratorfond går sammen om at styrke den grønne innovationen i byggeriet. Samarbejdet skal teste, hvordan et fremtidigt forløb i Acceleratorfonden kan understøtte udviklingen af nye mere bæredygtige metoder og materialer. Udgangspunktet er konkrete cases fra Realdanias projekt Bygningskultur og Klima.
Udvalgte projekter fra Realdanias Bygningskultur og Klima vil nu gennemgå et forløb i regi af Acceleratorfonden, som er ved at blive udviklet på tværs af en lang række parter i byggeriet. For at teste fondens virke og effekt gennemspilles modellen med tre konkrete cases. Her vil projekterne og de konkrete materialer og byggeløsninger bl.a. blive screenet og vurderet i forhold til potentiale for skalering, klimaaftryk og risiko af en specialistgruppe.
De tre projekter er fra Bygningskultur og Klimas pulje er følgende:
- Lærkeparken med genanvendelse af originale præfabrikerede teglelementer
- Kollegiet Sofiegården med præfabrikerede biogene facadekassetter
- Sofie Amalie Gården med udvendig genanvendelse af huldæk
Ved at lade konkrete renoveringsprojekter gennemgå et forløb i Acceleratorfonden, får projektgruppen mulighed for at teste processerne og vurdere, hvordan fremtidens tilbud i fonden skal se ud.
”Vi har en række projekter med potentiale til at blive skaleret. Den viden og de metoder, som projekterne afprøver, kan anvendes i større skala – men det kræver test og afprøvning, der gør tilgange og metoder valide og på sigt til ’alment teknisk fælleseje’. Vi undersøger, om Acceleratorfonden kan spille en rolle i branchen ved at sikre netop dette,” siger Thomas Waras Brogren, projektchef, Realdania
Faglig screening, risikovurdering og monitorering
Konkret nedsætter Acceleratorfonden specialistgrupper ud fra hvilke fagligheder der kan bidrage med viden til de tre projekter bl.a. med eksperter fra Teknologisk Institut. Specialistgrupperne vil herefter foretage en screening, risikovurdering og udarbejde en monitoreringsplan. Efterfølgende gennemføres en analyse og evaluering og der laves en samlet vurdering af, hvilke miljøeffekter løsningen kan bidrage til at opnå. Til sidst samlet der op i en helhedsorienteret rapport som bl.a. indeholder en perspektivering over, hvad der skal til for, at der kan udvikles en branchevejledning for de enkelte løsninger.
Acceleratorfonden er et initiativ som er udsprunget af Strateginetværket for bæredygtigt byggeri og har til formål at accelerere grønne og innovative løsninger i byggeriet. Bygherreforeningen står i spidsen for udviklingsarbejdet og i projektgruppen er derudover Forsikring & Pension, Teknologisk Institut samt Schjødt Advokatpartnerselskab.
Udviklingen af Acceleratorfonden er i første omgang finansieret af Realdania og har modtaget medfinansiering fra Tscherning, Danica Ejendomme og Region Hovedstaden, men det udvidet samarbejde med Realdania betyder at fonden nu er et skridt tættere på virkeliggørelse.
Fakta om Bygningskultur og Klima
Indsatsen Bygningskultur og Klima hos Realdania skal skabe viden om, at bevaring, fornyelse og energioptimering af vores modernistiske etageboligbygninger fra 1930-74 kan bidrage til at reducere klimabelastningen uden, at vi går på kompromis med de kulturhistoriske og arkitektoniske værdier, der kan skabe lokal stolthed og fællesskab. Læs mere her.