
Fra venstre: Jesper Malm,Thomas Kveiborg, Martin Ravn-Nielsen, Hannah Brejnholt, Gitte Gylling Olesen, Hanne Ullum, Palle Thomsen
På dette års Folkemøde satte Bygherreforeningen fokus på en af byggeriets helt store udfordringer: Hvordan får vi de nye, mere bæredygtige byggematerialer og løsninger hurtigere fra forsøgsstadiet til at blive standard i dansk byggeri? Debatten, der fandt sted på ByggePladsen, samlede aktører fra hele værdikæden – fra producenter og rådgivere til bygherrer og politikere – og pegede på et centralt problem: materialerne findes, men de bliver ikke brugt i tilstrækkelig grad.
Flere deltagere fremhævede, at der i dag allerede er udviklet en række innovative løsninger med markant lavere CO₂-aftryk og ressourceforbrug end traditionelle materialer. Det gælder f.eks. isolering lavet af genbrugte tekstilfibre og plader baseret på savsmuld bundet sammen af svampe (mycelium). Alligevel har disse materialer svært ved at opnå fodfæste på markedet.
En gennemgående pointe i debatten var, at usikkerhed og risiko er en afgørende barriere. Byggebranchen er kendetegnet ved store investeringer og små fejlmarginer, og nye materialer kan være forbundet med en oplevet risiko for fejl og mangler. Det kan i sidste ende føre til betydelige økonomiske konsekvenser for bygherrer og entreprenører. Derfor vælger mange aktører at holde sig til de kendte løsninger – også selvom de ikke nødvendigvis er de mest bæredygtige.
Netop denne udfordring førte til en central diskussion af behovet for nye mekanismer, der kan reducere risikoen ved at anvende innovative materialer. Her blev idéen om en Acceleratorfond bragt på banen. Tanken er, at en sådan fond kan være med til at afdække og håndtere den ekstra risiko, der følger med brugen af nye løsninger, og dermed gøre det mere attraktivt for branchen at tage dem i brug. På den måde kan fonden bidrage til at skabe en reel markedssituation, hvor bæredygtige løsninger kan konkurrere på lige vilkår med konventionelle løsninger, både på pris og kvalitet.
Debatten pegede samtidig på, at udfordringerne ikke kun handler om risiko, men også om mere strukturelle forhold. Thomas Kveiborg pegede på behovet for en række strukturelle forandringer i branchen:
”Hvis disse virksomheder skal krydse “dødens dal” og opnå en størrelse, hvor de bliver konkurrencedygtige og kan skabe impact, skal der systemiske forandringer til i form af adgang til mere risikovillig kapital, et forbedret bygningsreglement og ordninger der kan håndtere den risiko der altid vil være tilstede for eksempelvis nye materialer”.
Der var også en erkendelse af, at potentialet er betydeligt. Det danske marked for byggematerialer udgør omkring 100 milliarder kroner årligt, og selv mindre forskydninger mod mere bæredygtige løsninger kan få stor effekt for både klima og økonomi.
Afslutningsvis stod det klart, at der er stor vilje til forandring i branchen, men også at der er behov for konkrete værktøjer og samarbejder, der kan omsætte ambitioner til handling. Her fremstod en Acceleratorfond som et muligt og konkret bud på en løsning, der kan være med til at sætte tempo på omstillingen og bringe nye materialer ind i byggeriets mainstream.